Som en særlig service fra flyvetosserne bringer hjemmesiden her med stolthed Søren Sarups beretning fra mandagens flyvning.

Kongsted - Jels - Hammel - Nyborg

En ny sæson er netop startet, og før man ved af det, ligger man syd for Haderslev flyveplads i 300 meter i en dårlig boble og fremstammer gloser, som for længst er bortcensureret fra denne artikel!

Det er søndag eftermiddag, og jeg er netop landet efter en tur i Janus’ en sammen med Ove Hartmann. Vi var begge meget positive over det fine flyvevejr, da det var vores første termiktur i år. Da vi lettere forfrosne kommer tilbage til klubhuset for at indtage bagerens daglige gastronomiske overraskelser, begynder snakken. Vejret i morgen bliver godt. Vi skal flyve til Jylland. Jeg har før hørt folk tale i febervildelse, men lever med på legen. Selvfølgelig skal vi da flyve til Jylland, og vi aftaler at mødes mandag morgen til morgenmad. Da jeg kører ind på pladsen kl. 0900 står spillet allerede ude og wirerne er klar. Der er muligvis noget om snakken.

Lad mig kort præsentere mandagens flyvetosseteam:

Starring:

Søren Sarup. Commander på RR, en Janus C.

Finn Elmgaard: Styrmand og purser på RR. (Finn mestrede at holde en pose kanelgifler kørende i 7 timer og 15 minutter)

Steen Elmgaard: Commander på VJ, en Ventus 2CT.

Ulrik Eilert: Commander på X4, en Ls-6.

Lotte Bank: Øverste ansvarlig for hjemhentning af RR.

Biroller:

Peter Sommerlade: Nordjysk trucker som lagde bil og køretalenter til hjemhentning af Janus’ en.

Poul Smed: Freelance spilfører.

Opgave:
En 500 FAI trekant med vendepunkterne Jels og Arden
Efter at flyene var klargjort på startstedet, stod vi alle med en lidt mærkelig smag i munden, for vejret lignede på ingen måde godt svæveflyvevejr. Der var blåt og ingen rigtige tegn på cumulus’ er. Vi måtte være lidt tålmodige. Med Poul på spillet fik vi en drømmestart klokken 1140 og fik fat i OK termik til 1400 meter. Da vi godt vidste, at tiden allerede var knap tærsklede Finn og jeg med det samme. Vejret mod Korsør var udpræget blåt, og umiddelbart virkede det lidt håbløst. Men vi kom relativt hurtigt frem og fik tanket op øst for Korsør til 1400 meter. Ulrik og Steen kom ind under os ca. 500 meter lavere. Vi besluttede at sætte kursen mod Nyborg, men fik sjoflet noget med højden, så da vi passerede Sjællands vestkyst havde vi 1100 meter. Men det skulle jo kunne lade sig gøre, og der var da heller ingen problemer. Det var en oplevelse ud over det sædvanlige at passere forbi brotårnene i 1000 meter med kursen mod Fyn, og et flyvevejr, som forhåbentligt ville være endnu bedre end det, vi kom fra. På grund af den nord-nordøstlige vind skulle vi nogle kilometer ind over Fyn, før der var termik. I 5oo meters højde fik vi 1 ½ m/s stig til 1200 meter, hvorefter vi kunne fortsætte ind over Fyns land. Fyn var også yderst præget af det ”blå-vejr fænomen”, vi havde oplevet på hovedøen, men på Vestfyn var der fine cumulus’ er, som så ud til at have skybase et sted ude i stratosfæren. Sådan føltes det i hvert fald fra vores ”arbejdshøjde”. Og det skulle også vise sig, at termikken her kun gik til 1600 meter. Her var det tid til en velfortjent kanelgiffel, som jeg dog må anbefale at nyde i ikke nedfrossen tilstand. Lidt nord for Assens gled vi udover Lillebælt med kurs mod Jels. Set i bakspejlet skulle vi have valgt en nordligere rute, da vi måtte erfare, at termikken startede et ganske godt stykke inde i Jylland. Dette resulterede i, at vi måtte ned i et luftlag, hvor jeg desværre har tilbragt alt for meget tid af min karriere. Men vi havde ikke det mindste grynt af termik, før vi ankom til Haderslev flyveplads i 300 meters højde. Jeg var iført en kæmpetyk Kansas heldragt til at modstå kulden, men på dette tidspunkt havde det muligvis været bedre med g-streng og hawaiiskjorte på grund af den umådelige kamp, vi havde med at holde Janus’ en flyvende. Men det lykkedes heldigvis at komme op efter nogen tid, men vi måtte jo tilstå, at den slags fejl skal man altså ikke begå på en sådan tur. Vi fik fat i bedre termik 15 km. fra Jels, og her var vi igen glade for vores varme tøj, for nu var temperaturen nede på minus 16 grader.Vi fik vendt Jels som første vendepunkt, efter 162 km. og klokken var ca. 1400. Jo, vi havde travlt. Meget travlt. Vi havde drøftet, at det vist var umuligt at nå tilbage til Sjælland, da vi vurderede vejrets udvikling på Fyn til at være for ringe senere på dagen. Men det måtte tiden jo vise.

Kursen blev sat op mod Billund, hvor vi skulle i transit i det ganske operationelle tragtsystem, som muliggør svæveflyvning igennem Billunds TMA. Og der var mange svævefly at høre på frekvensen. Vi passerede hen over Billund lufthavns baner i fin stil, og lidt nord for banen fik vi tanket op til 1800 meters højde og skulle nu beslutte, om vi ville holde en meget østlig kurs eller fortsætte mere direkte mod vendepunktet. Vi valgte den mere direkte vej, som bragte os op over Silkeborg. Og ikke overraskende gjorde Finn mig lige opmærksom på, at han faktisk havde været på højskole i Silkeborg. Vi grinede lidt af det, men situationen var i virkeligheden langt mere alvorlig. Vores tidspres var langtfra forsvundet, og vi mente begge, at Arden ville være mulig at nå, men kunne vi med vores dagspræstationer nå tilbage til Fyn inden solnedgang? Nej det var nok ikke muligt, så vi valgte at flyve op til Hammel i stedet, og det måtte så udgøre vores andet vendepunkt. Vejret i denne del af Jylland var på ingen måde overbevisende og mindede mest af alt om det vejr vi havde haft tidligere på dagen over Sjælland. Når men Hammel blev vendt, og vi var nu ikke længere så påvirket af tidspresset, men skulle blot forsøge, at komme så langt som muligt tilbage mod Kongsted. Men vi var nu presset i andre henseender. For kulden havde for alvor trængt sig på. Mine tæer havde opnået isterningstatus, og det havde Finns også. Ud over det beklagede Finn sig over, at han frøs om næsen, fordi han hele tiden havde siddet i skygge omme på bagsædet. Finn måtte blot konstatere, at hans krop havde nedprioriteret blodcirkulationen i hans næse og i stedet prøve at redde de to hudlapper, som sidder for enden af kroppen (læs fødder). Både Finn og jeg havde spottet nogle fine skyer ned mod Horsens, og såfremt vi kunne få kontakt med dem, ville de kunne bringe os tilbage til Fyn. Så vi passerede ned over Skanderborg, og Finn blev i bedre humør, for nu kunne han få solskinsvarme på næsen.

Syd for Skanderborg fik vi noget hæderlig termik til 1400 meters højde og gled ned på vestkanten af Horsens. Planen så ud til at holde, for de næste skyer, vi var på vej ind under, var dem, som vi tidligere havde udset. Her fik vi tanket op til 1800 meters højde og kunne nu forlade Jylland vest for Juelsminde og sætte kurs mod Bogense på Fyn. Det var et fedt glid dels med udsigt til Fyn, men også med udsigt til Storebæltsbroen, som vi jo forhåbentlig gerne skulle overflyve senere. Vi mødte ikke rigtig noget termik før sydvest for Odense i 900 meters højde. Vi havde kontakt med Steen, som nu også var på vej over til Fyn fra Juelsminde, og det var godt at høre, da vi forhåbentlig kunne drage lidt fordel af hinanden til at finde noget termik. Der var nogle enkle små totter på Fyn, og det var det. Men det lykkedes nu at få fat i en boble på 1 m/s stig. Steen smuttede ret hurtigt forbi os, og vi satte i gang efter ham. Igen et relativ langt glid uden noget videre termik, så vi endte op i 3oo meter sydøst for Odense hen over nogle grusgrave. Og som vi havde fået adviseret af Steen, ja så stod der 1,5 m/s stig til ca. 1000 meters højde. Da vi var kommet i top, fik vi et meget behageligt selskab i form af Ulrik i sin elskede Ls-6´er. Vi fulgtes ad ud mod Nyborg i håb om at kunne få fat under nogle totter ude ved kysten. Det virkede dog ikke helt efter hensigten, og vi måtte så småt indse, at vi ikke kunne få højde nok til at krydse Storebælt. Faktisk havde vi tidligere denne fornemmelse og havde via Lech, som fløj Motorfalke, sat vores hjemhenter ansvarlige i gang.

Nu skulle vi blot finde et ordentligt sted at lande, og Finn så gerne at det skulle være i nærheden af en Mc Donald. Og vi fandt faktisk Mc Donalds i Nyborg oppe fra luften men vi anså omkostningerne ved evt. landing på parkeringspladsen for store, sidestillet med vores indtil nu kontrollerbare sult. Vi fandt derfor en mark syd for motorvejsafkørsel 46. Janus’ en blev landet i fin stil klokken 1855 efter 7 timer og 15 minutter i luften. Umiddelbart efter landede Ulrik.Vi spadserede sammen op til en fabrik som lå i forlængelse af marken, og pludselig var Ulrik væk. Finn og jeg var sikker på, at han var blevet bortført af fabrikkens nathold. Vi forsøgte at komme ind på fabrikken, men den var nærmest hermetisk lukket. Lettere fortvivlet går vi tilbage til flyveren og pludselig ringer min mobil. Det var Ulrik. Han sad på toilettet inden på fabrikken og ville blot informere om hans position. Tak for det. Finn og jeg var straks mere rolige dog stadig overrasket over Ulriks evner til straks at stifte kontakt med den fremmede kultur.

Tiden gik, og efter en halvtimes venten kom vores hjemhenterhold i form af Lotte Bank og Peter Sommerlade. Peter viste sin utrolige evner til at håndtere kørsel med hænger og dette muliggjorde en lynhurtig sammenpakning af Janus’ en. Finn og jeg gav middag til vores hjemhenterhold og herefter kørte vi over broen tilbage til Kongsted, hvor vi ankom klokken 2200.

En stor tak til Peter Sommerlade og Lotte Bank.

Eftermæle:
Steen startede turbomotoren ved Nyborg og fløj tilbage til Kongsted.
Ulrik slap uskadt (og udskidt) ud fra fabrikken og blev senere hentet af Klaus Vang.
Alt i alt, en oplevelse lidt ud over det sædvanlige.

Søren Sarup