SET OG SKET 2003

  [../../menuhojre.htm]

 

30. november 2003
SOMMERLEJR 2004
Så er det tid til at planlægge sommerferie for 2004

Sommerlejr møde i ØSF, onsdag den 3. december kl. 19:00
Kom og få indflydelse på hvor vi skal hen til sommer!

Foreløbig har sommerlejrudvalget 2 forslag: Sisteron i Frankrig og Sumperk i Tjekiet.

Mange har foreløbig talt for det ene og det andet, men nu samler vi relevant information om priser, afstand, sight seeing, muligheder for familie og børn.
Jan og Marianne vil fortælle alt om Sisteron, Jørgen Rügge vil fremlægge information om Sumperk, hvor klubben var i 2002. Vi håber Ashley vil vise billeder fra Tjekiet.

Pga. af andre arrangementer vil datoerne være lidt forskellige på de mulige ture
Tjekiet i uge 27-28
Frankrig uge 28-29

Så hvis du nu skal være helt sikker på at kunne komme med på ØSF sommerlejren næste år skal du altså booke ferie i ugerne 27, 28 og 29.

Afhængig af hvormange piloter der forhåndstilmelder sig, vil vi ansøge klubben om Duo Discusen og andre fly. Så derfor er det også vigtigt at vide om du har lyst og mulighed for at deltage.

Onsdag aften afgøres det hvor sommerlejren går hen - så hvis du vil have indflydelse og aktivt har lyst til at deltage. Har du ikke tid til at deltage onsdag, kan du selvfølgelig sagtens stadig komme med på sommerlejren - det kan bare ikke vente længere med at fastlægge perioden og få forhåndsreserveret stedet.

På vegne af sommerlejr udvalget
Klaus Juhl


22. november 2004
PILOTENS LOMMEBOG 2004
Pilotens lommebog er en lille handy kalender og opslagsværk. Den henvender sig til alle der har med interesse for flyvning. Den indeholder kalender, Frekvens liste ( com og nav for hele dk) Danske Flyvepladser med deres data, fly register ( motorfly, motorsvævefly og helikoptere), mini leksikon, forkortelser, eng/ dansk ordliste, koder og tabeller, og plads til egne noter. Den er i A6 størrelse (10,5 x 14,8cm) og er på 220 sider, så den er nem at have med over alt.

Den kan bestilles til hele klubben eller enkeltvis. Pris 30 kr.

Det er en rigtig god julegave ide til jeres medlemmer.

Bestil Pilotens lommebog på www.lazy8.dk  eller tlf 29706500.

Med venlig hilsen Lazy Eight
 


15. november 2003 lidt senere...
MÅ VI GODT DET?

Sådan blev klubbens formand forsigtigt spurgt da R8 holdet var blevet så overstadige, at vi ville gøre forarbejdet til omregistreringen af flyet.
Og Niels traf, efter moden overvejelse (ca. 20 sekunder og en gang med svejseren) en beslutning om, at det skulle vi da bare se at komme igang med! 

Som sagt så gjort, det kunne jo ikke være noget større arbejde at fjerne sådan et par klistermærker.... det kunne vi nok nå inden Gitte kom og satte frokosten på bordet.

Vi er nu blevet klogere! 
Ikke mindst fordi R8 ikke lige var helt så færdig som vi håbede på, der var lige lidt der skulle ordnes da vi fik vendt den om på ryggen, Lech har lovet at lave en hjulalarm, der lige skal produceres og monteres, men så er der det der klister.....

Vi er næsten færdige med at få det af, efter flere timers knoklen i dampen af alverdens opløsningsmidler, spørgsmålet er bare, hvordan vi nu får det af vores tøj og hænder! 

Men vi kan dog afsløre, at der nu står OY-XXC på vores fine flyver!


15. november 2003
R8 IND I VARMEN 
I de sidste weekender har Morten med hele holdet på R2 knoklet med klubbens arbejdshest på værkstedet.
I dag kom R8, klubbens gazelle, så ind i varmen. Under kyndig ledelse af R8-formand Finn gik arbejdet igang klokken 1000, og omkring klokken 1100 var holdet fuldtalligt.
Cockpittet er tømt, højdemåleren der ofte er lige vel optimistisk er pillet ud, så den kan blive ordnet og holdet er igang med den almindelige vedligeholdelse. Der er selvfølgelig nogen småskader i lakken som Klaus sliber på, mens Bent står for hovedrengøringen.

Men det varede nu ikke længe inden vi ikke kunne holde fingrene væk fra tapen på ryggen af R8 og vi kan derfor fortælle, at der ikke er noget i hullet, andet end hul. Se selv....



Holdet arbejder entusiastisk videre, selv vognen bliver vasket efter alle kunstens regler, selvom Erik får meget kolde fingre, for hvis vi gør det godt har R8-formand Finn lovet, at Gitte kommer med vores aftensmad! 


14. november 2003
LODTRÆKNING SÆSONEN 2004
Lodtrækning for sæsonen 2004 foregår søndag den 7. december 2003, kl. 14.00 i klubhuset . Hvis man er forhindret i at komme, kan man sende sine ønsker til Steen pr. mail: bankelm@mail.tele.dk  eller pr. post til Steen Elmgaard, Klokkergaardsvej 12, 4684 Holmegaard. Så det er fremme senest fredag den 6. december.

Regler for at deltage i DM eller Sun-Air Cup er følgende:
Inden lodtrækning skal man have fløjet mindst 2x100 km i 2003 og opfylde kravene i Unionshåndbogen, for konkurrencen.
Hvis man ønsker at trække lod på Duo Discus’en/RR til Sun-Air Cup/SM, behøver man ikke være omskolet, man skal bare have betalt indskud på flyet (eller på Janus’en), og have fundet mindst en pilot, der opfylder kravene til at flyve konkurrencen.
Til DM & Sun-Air kan man få 2 af klubbens fly med (L7, R8, RR, K2). K2 kan man dog søge bestyrelsen om, hvis den ikke bliver valgt.

SM afholdes i Tølløse og ØSF i år 2004. Til SM / Østersø-rally kan K2, L7, R8 og RR normalt deltage. Til den del af SM’ et der foregår i ØSF, kan alle øvrige fly også deltage i BØF-rally. Da SM & Bøf er samtidig i ØSF, så er der vinderen af SM, der har flyet.

Med venlig hilsen
Sportsudvalget

Dokument i PDF format


14. november 2003
UDFLUGT TIL BONBON LAND

Det har måske ikke så meget med flyvning at gøre, men jeg synes bare det er et godt billede af John Hansen,- han ser i al fald ud til at have det sjovt !
Ved hans side er Jan S. Hansen og bag dem Lisa D. Hansen og Pernille S. Thyme.
Vi havde alle en rigtig god tur i BonBonland søndag den 21. september 2003.
Det var både sjovt og hyggeligt at se børn og børnebørn af svæveflyvekammerater.
Vi synes det var et godt initiativ,- også selv om det med flyvning begrænsede sig til ganske få sekunder i 'Vildsvinet'.

Med venlig hilsen
Familien Sneholm Hansen, Poppelvej 14, Rønnede
(Marianne og Jan S. Hansen)


11. november
TEORIUNDERVISNING 2004
Planlægningen af S-teoriundervisningen 2004 er godt igang. De forskellige lærerposter er (næsten) besat, og en plan for undervisningsdatoerne er under udarbejdelse. Planen er foreløbig, at vi starter primo januar 2004, og herefter kæmper en brav kamp for at blive færdige så betids, at alle kan være klar til eksamenen i starten af april 2004.

Undervisningen vil hovedsageligt foregå tirsdag og torsdag (normalt kun én dag om ugen), eventuelt vil der blive inddraget en weekenddag eller to.

I lighed med tidligere år er der deltagere fra andre luftsportsgrene, såsom ballonskipper og paraglidere.

Undervisningen retter sig naturligt til de elever/instruktøraspiranter mv, der har brug for at kunne fremvise en ny teoriprøve, men vi andre kan måske også have brug for en opfriskning af den teoretiske og praktiske baggrund for, at vi kan bevæge os rundt i lufthavet, eller måske en update på, hvilke regler der gælder, når vi gør det. Derfor opfordres andre medlemmer også til at deltage - eventuelt i enkelte fag eller lektioner. Kontakt venligst undertegnede såfremt dette har interesse.

Tilmelding til undervisningen kan ske til Morten von Jessen, mvjessen@kpmg.dk  eller telefon 2529 3630.


1. november 2003
SÆSONAFSLUTNING 2003
Alting får som bekendt en ende og ligeledes også for flyvesæson 2003. Traditionen tro skulle klubben forberedes til vinterhi, fly pakkes i vogne, campingvogne parkeres i hangar m.v. Det blev gjort af en flok friske ØSF'ere som efter den fælles morgenmad kl. 9 tog fat og fik pakket sammen.

Photo Number 1 Photo Number 2 Photo Number 4
Photo Number 3 Photo Number 5 Photo Number 6 Photo Number 7

Afslutningsfesten:
For at runde herlighederne for sæson 2003 af, afholdtes afslutnings/væddemålsfest. De mange indgåede væddemål fra sidste år gjorde at der var rigeligt med drikkevarer. Mon ikke der med de indgåede væddemål for 2004 bliver en chance for at der er rigelige forsyninger til næste års afslutningsfest.  Det bliver spændende at følge om de mange væddemål bliver indfriet.

Følgende piloter udmærkede sig gennem sæsonen på forskellig vis.

Bestyrelsen og sportsudvalget uddelte følgende pokaler:

Hastighedspokal: Ulrik Eilert
Distancepokal: Klaus Vang, iøvrigt den længste distance der er fløjet i klubbens historie.
På vej pokal: Lotte Bank Nielsen.
100 km FAI ensædet: Morten v. Jessen
100 km FAI 2 sædet: Jan Hansen og Steen Elmgaard
Bagerpokal: Jens Christoffersen fik VAX ud og flyve.
Pokalen for ekstraordinær indsats: Poul Henri  for at have stået for nyt klubtøj.
Kvajpanden: Mogens von Jessen.
Plade til Jørgen Bager.

Læs mere om hvordan pokalerne uddeles


Tak for opmærksomheden.

 

 Tusinde tak for opmærksomheden ved min 60 års fødselsdag.
Gavekortet til Bauhaus vil blive brugt til en Weber grill, havelamper og havemøbler.

 Med venlig hilsen
Bjarne Tandrup


25. oktober 2003
TILLYKKE TIL BJARNE
Bjarne Tandrup havde inviteret os alle til fest, og få at det ikke skulle blive for kedeligt at fejre sin 60 års fødselsdag i klubben, havde Bjarne taget sin kollegaer og sin familie med! 
 
Kollegaerne havde en meget flot og helt unik gave til Bjarne, som vil kunne oplyse hans hverdag i mange år frem, som I kan se på billedet så blev den "smukke" gave modtaget med stor begejstring! Alle i Haslev er spændt på hvor den kommer til at gøre glæde...

Endnu engang tillykke til Bjarne, og tak til Jytte og Bjarne for en dejlig aften.


22. oktober 2003
AFHENTNING AF RR

Lørdag 25. okt. kl. ca. 15.30 kommer 3 franskmænd fra den franske klub Asociation Velivolle de Carpentras (AVC) med en transportvogn for at afhente RR. De taler kun fransk.

Steen har lovet at være til stede og være behjælpelig med at få RR ordentligt anbragt i den medbragte transportvogn.
Jan Hebnes har lovet at være til stede som tolk i den udstrækning, der måtte blive behov for det.

Jørgen Bager har lovet at stille sin hytte til rådighed for franskmændene, hvis de ønsker at sove nogle timer, inden de kører tilbage til Göttingen, hvor de havde deres første overnatning.

Pbv.
Kaj Sarup

opdtateret 25-10-2003:


18. oktober 2003
MERE PLADS I ROTTEFÆLDEN
Poul G. Jørgensen alias "Smeden" i færd med at sætte en bærende tværbjælke af stål op i den dobbelte rottefælde (den med det udsparkelige støtteben). Tværbjælken - nøjagtigt tilskåret og malet postkasserød - ligger lige udenfor og venter på at blive lagt op på de to vinkeljern Poul svejser fast i hver sin side. Billedet viser det østlige vinkeljern blive fastgjort med en skruetvinge inden der svejses. Derefter kiles taget op så portene kan lukkes. Poul lavede også nyt låsetøj til portene, idet det gamle havde fat i det udsparkelige støtteben som jo var blevet overflødigt. Hele øvelsen gik nemlig ud på at få fjernet støttebenet. Efter sigende kan der nu stå noget mere inde i den rottefælde udover transportvognen til ASK21eren. Igen leverede Smeden en god dags arbejde til gavn for klubben.

Ellers blev der fløjet nogle ture i ASK21eren. Der blev fløjet PFT og nogle helt almindelige pladsrunder.


13. oktober 2003
MERE OKTOBER FLYVNING
Selvom meteorologerne ikke mente der var basis for at svæveflyve, så mødte vi alligevel forventningsfulde op på Kongsted mandag formiddag i efterårsferien. Man kunne jo passende benytte denne lejlighed til at flyve sit PFT, hvilke flere gjorde brug af. Og man kunne jo flyve et par ture eller tre med gode venner. Man kunne også flyve en times tid i det klareste vejr i mands minde. Sigtbarheden i dag var kolossal, Storebæltsbroen var så tydelig, at man næsten kunne tælle støttewirerne på hængebroen. Men i 900 meter holdt boblerne op med at boble, hvilket vi nok kan takke højtryksvejrets subisidensinversion (fik i den?). Endnu en rigtig god flyvedag. Mon ikke i morgen er ligeså god?


12. oktober 2003
OKTOBER FLYVNING
Selv om vi er et godt stykke inde i oktober måned, kom der alligevel gang i termikken over Kongsted. Det var så galt at næsten alle vores fly kom at flyve ud idag.

Der var ikke nogle solo'er eller S'er i denne weekend og heller ikke nogle nye rekorder. Der var dog en mulighed for at få en sidste flyvning inden sæsonen slutter.


Stemningbillede fra Astirens cockpit
 
Startstedet en solskinssøndag i oktober


4. oktober 2003
NY S-PILOT
ØSF kan nu bryste sig af med endnu en stolt S-pilot. Mick Thurland bestod med glans sin S-prøve, og lykønskes her af S-kontrollant Niels Holck.


28. september 2003
SUPER SØNDAG
Årets sidste flyvedag til Liga’ en
1. oktober slutter sæsonen i Termik Liga’en og derfor skulle de sidste point samles ind, så vi i ØSF kan cementere vores solide 3. plads i denne sæson.

Derfor blev der planlagt nogen lange opgaver, og flere har fløjet over 300km. i dag. Ikke alle kom af sted, da pladsen blev overskygget af enden af en skygade, der så ud til at gå helt til Skotland, desværre så slukkede den bare for termikken over pladsen, så startfeltet lignede udkanten af en youghurt fabrik: Masser af plastic på jorden.

Udelanding
Om det var derfor at dagens instruktør valgte at flyve væk frapladsen i ASK21’ eren vides ikke, måske var det fordi han viste af én af eleverne skulle have en udelanding (bare ikke ham der var med) eller også er ligheden mellem en ASK og Ventus2 så slående, at man glemmer man mangler motoren, når man hænger over Toksværd! Faktum er, at Frede fik sin første udelanding med Mogens i bagsædet. Og det var næsten på Fredes egen mark.

Imens blev der danset krigsdans på startstedet hvor to håbefulde S aspiranter måtte kigge langt efter deres flyver. Debatten går nu på, om vi skal have motor i 21’eren…;-)

Men 21'eren blev hentet hjem i en ruf og samlet på 20 minutter, så håbet tændtes igen i S aspiranternes øjne.

Baby på vinger
Nå, men i ventetiden kunne de folk der frøs på startstedet så nyde synet af Jens’ Baby. I dag fløj OY-VAX sine første starter efter den er blevet godkendt af SLV. Ove Hartmann fløj først et par starter, og så satte Jens sig ved roret i "fars Baby". Jens har lavet et fantastisk stykke arbejde med at renovere Babyen totalt. Han er da også medlem af DaSk som er Dansk Svæveflyvehistorisk Klub. I daglig tale Dansk Svæveflyve Arkæologisk Selskab.  Tillykke til Jens!

Dagens billedgalleri. Klik på billedet og oplev det hele i stor størrelse.

Jens venter spendt på at det bliver hans tur. (Ove sidder klar til første start)
Ove Hartmann har taget plads i Babyen og Jens står og venter spændt
Ulrik Friis (til hjr) er gået solo for mange år siden i sådan en... (ligesom rigtig mange i klubben)
Jens og Ulrik forsøger at gi' Ove hooden på. Først efter at ha' gokket ham et par gange i knolden lykkes det
kabinen, bemærk en lækker styrepind
Enkelt og smukt - ikke?
Instrumenteringen er som den skal være
Læg mærke til at flyet har luftbremser. Det var ikke alle Babyer der havde det
det fås ikke meget mere klassiskt end dette
Om vinteren vil man få et mindre problem med at stoppe

Ny rekord af Morten von Jessen
Men det fortsætter med lykønskningerne, for i dag blev Klaus Vangs rekord på 100 km. slået - og det er han selvfølgelig lidt trist over.

Men Morten von Jessen er glad, for han ræsede 100 km trekanten rundt i VJ med 109,14 km/t - og mon ikke han kan holde den rekord? Tillykke med det til Morten!

(Mon sønnen forsøgte at kompensere for fars udelanding?)

S-certifikater
Ulrich Karlson og Robert Jochimsen bestod i dag de praktiske prøver til certifikatet og kan nu kalde sig S-piloter. Ulrichs smil nåede op og om bag ørerne og Robert Brednæb kunne også vise tænder til den store guldmedalje. I aftenens smørluft gik det som en leg. Til sidst var der så lidt vind, at det ikke var muligt at lande til T'et, men så sagde Niels H. til Robert, at så skulle han køre hen over T'et. Og som sagt så gjort. Robert satte sorte hjulmærker lige henover T'et. Stort tillykke til begge.

Ulrik K. fik S
Ulrich lykønskes af den skrappe S-kontrollant (Niels H.)
Robert fik S
Robert i rigtig, rigtig godt humør

 

Et flot billed fra spillet Spil...
Ja - og vores nybagte S-pilot Jan Hebnes er blev nyuddannet spilfører idag! Så tillykke til ham også!!!

Her ses udsigten henover spillets motorhjelm med den potente 320 HK V10 Mercedes dieselmotor. Og instrumentpanelet med få men velvalgte instrumenter og greb. Her er der ikke gået på kompromis med funktionaliteten!

Jan blev omskolet til Astir, vi fik desværre ikke noget billed af Ulrik F. Omskoling til Astir CS
Og som om det ikke kunne være nok, blev to S-piloter omskolet til Astir. Ulrik Friis og Jan Hebnes kan nu stille op i den efterhånden lange kø af Astir piloter.

Under hatten sidder Jan og han sidder i Astiren.

 

Søndagen var bare super!


14. september 2003
PÅ GODT DANSK ER JANUS'EN SOLGT

Det forlyder fra bestyrelsen, at RR bliver afhentet af en flok franskmænd i slutningen af oktober, så det er bare med at få de sidste gode oplevelser i en Janus nu. Så kan vi bare gå og glæde os til Duo Discusen kommer....

Flyet er solgt til den aftalte pris, med vario og uden vogn. Vognen kan vi nemlig godt bruge til Duo'en!