Sporten i ØSF 2004

Danmarkmesterskaberne i svæveflyvning 2004

30. maj 2004

Danmarksmesterskaberne er slut. Resultaterne blev, at i 15 meter klassen besatte ØSFerne 2., 3. og 4. pladsen ved hhv. Steen Elmgaard, Henrik Breidahl og Ulrik Eilert. Henrik havde ligget lige efter Ulrik igennem flere dage, og her på sidstedagen fik han overhalet ham.

I standardklassen blev Klaus Vang nr. 8 og Bent Svenningsen blev nr. 16.


Steen Elmgaard, ØSF (2. plads) - Mogens Hoelgaard, Herning (Danmarks mester) - Henrik Breidahl, ØSF (3. plads) - Ulrik Eilert, ØSF (4. plads)


30. maj 2004
OPTAKTEN TIL SIDSTE KONKURRENCEDAG

Morgenbordet var dækket flot med flag, ikke så meget fordi det var sidste konkurrencedag, men fordi vores alle sammens madmor Anni har fødselsdag i dag! Tillykke fra hele hytten!

Med ledelsens optimisme, så bliver der måske endnu en flyvedag i dag. Men igen i "sødsuppe" som Poul Smed betegner det. Så måske bliver årets DM afgjort i tørtermik mellem 200 og 800 meter… Det bliver en gyser. Dagens opgaver forlyder at gå en tur sydpå, hvor temperaturen bør blive højest. (Jeres udsendte smug lytter på konkurrencekontoret, mens jeg sender dette hjem)


29. maj 2004
NÆSTSIDSTE KONKURRENCEDAG
Det var ikke fordi drengene fra ØSF stod og skreg på at komme af sted på næstsidste konkurrencedag, men DM chefen var ubøjelig og sendte feltet af sted i tørtermik til 7-800 meter, hvor det var bedst. Som Steen beskrev det bagefter: "Man kunne jo ikke gøre meget andet end at sidde og se på og bare følge med rundt og komme hjem". 

Det betød desværre også at der blev sat lidt point til for ØSF'erne. Steen ligger nu på en andenplads i 15 meter klassen efter at have ført konkurrencen længe, med Ulrik lige i hælene, tæt forfulgt af Henrik.

I standard klassen gik det bedre. Som I kan se af resultatlisterne, så kravlede både Klaus og Bent op ad. Særligt er Bents præstation med en dagsplacering som nr. 7 meget meget flot. Den gode gamle LS4 er vist ved at stige betragteligt i værdi, sådan som den kæmper!

 


Klaus Vang tv. blev nr. 8 og Bent Svenningsen blev nr. 16 i standardklassen


Ulrik Eilert tv. blev nr. 4 i 15 meter klassen og Steen Elmgaard blev nr. 2 efter at have ført klassen indtil de sidste 2 dage. De to herrer dominerede klassen i lang tid med Steen på en førsteplads og Ulrik på en andenplads..


Henrik Breidahl blev nr. 3 i 15 meter klassen efter en stabil indsats, hvor han langsomt men sikkert halede ind på førergruppen.


28. maj 2004
NYT FRA DM
Din udsendte og allesteds nærværende "presseofficer" Lotte Bank knipset i et afslappet øjeblik på ØSF-terrassen på Arnborg, mens hun samler kræfter til næste flyvedags rapport. Hun kunne ikke forudse, at dagens flyvninger blev så afgørende for placeringen i toppen af 15 meter klassen. Men det er tid til at vinde et nyt slag i morgen søndag.


27. maj 2004
HÅRD DAG FOR DRENGENE

Dagens briefing lovede at det ikke ville blæse rent vestpå og at det ikke ville kage sammen østpå. Men det gjorde det! Så den Assign Area Task som drengene blev sendt ud på blev en noget vanskelig affære som også kostede nogen point og placeringer.

Jeres udsendte satte sig mageligt til rette i KL og startede efter feltet. Selvom der kom nogle friske bemærkninger om, at det var et ”herreløst flyslæb” så gik det nu fint. Men hvad andet kan man forvente når Arnborgs nye kvindelige slæbepilot slæber mig op? Nå - men jeg syntes at trafikken omkring Arnborg var lige heftig nok, så jeg satte kursen mod Silkeborg så snart jeg havde 1100 meter højde. Det gik bare der’u’a, men jeg blev lidt betænkelig da drengene begyndte at brokke sig over mangel på højde før afgang og Bent måtte ned og kæmpe under 500 meter før han var tærsklet. UHA, nåede jeg lige at tænke, og så kaldte Lech fra Falken. Nå - men min tur var relativt begivenhedsløs, med den undtagelse, at jeg fik et indgående kendskab til forholdene på Hammer, hvor jeg lå lavt længe… Nå - jeg kom da tilbage til Arnborg. Her stod Finn og kiggede længselsfuldt og så fik han også luftet KL en tur.

Imens Finn fløj blev vejret mere og mere blæsende og drengene begyndte at snakke meget om regn østpå. Noget vi ikke fik noget af på Arnborg, men her kunne vi kigge mod det sidste areal ude vest på, hvor det var helt blåt, det så svært ud, for ikke at sige umuligt!

Henrik og Ulrik måtte udelande, mens Steen fik kæmpet sig videre. Bent og Klaus kæmpede også en hård kamp. Efter Steen var landet efter at have gennemført blev der meget roligt på Arnborg. Selv DM chefen kom til ØSF hytten for at høre om vi vidste noget, for de manglede kun de to hårdt kæmpende ØSF drenge i standard. Morten kom på visit og kunne berette, at han havde set to kurve meget lavt ved Fasterholt og han gav dem ikke mange chancer. Klaus måtte sætte hjulet 2,5km. før Arnborg, mens Bent gav jubel stemning på Arnborg, da L7 kom snigende ind på pladsen.

Nu må vi se hvad dagen bringer…. Der er 3 dage tilbage!

Fredag d. 28. maj
Den ventende opklaring viste sig ikke og dagens konkurrence blev hermed aflyst.
 


24. maj 2004
DET BLEV SGU’ FLYVEVEJR
Stemningen ved morgenbordet var dejlig afslappet, for der var ingen der forventede flyvning, med den vejrudvikling. Så morgen æggene blev nydt i fred og ro, osten blev rettet op for udhulninger, så vi alle var sikre på, at den kunne klare en kontrol af Kaj Sarup. Og da snakken gik om Kajs forhold til hulning af oste, fik de fleste lyst til whisky kylling. Så Kære Kaj, hvornår kommer du?

Nå - men til briefing havde de fleste kun lidt fjollede bemærkninger til overs for ledelsens ide om at se på vejret. Lad dem dog, var stemningen i hytten, men netop som de store analyser af gårsdagens opgaver var i gang blev alle planer ændret.

Briefing kl. 1230 og første start umiddelbart efter! Så gik det stærkt, samling af flyene, frokost, briefing og så afgang for alle!

I lejren blev der en let urolig stemning da de første udelandinger kom, og desværre måtte L7 med Bent ved roret se sig slået før første vendepunkt og er derfor placeret som nr. 22. Resten af drengene fik kæmpet sig udenom diverse regnbyger og Klaus i standard blev i dag placeret som nr. 6 og er samlet nr. 3.

I 15 meterklassen gik det også i dag kanon godt for ØSF’erne. Ulrik er dagsvinder, med Steen lige i hælene på en 2. plads og Henrik på en 4. plads. Og i den samlede stilling ligger de tre i rap!

Og det bliver flyvevejr igen i morgen…


24. maj 2004
SØNDAG MED NATMAD I HOLD
Alles forventninger var sat meget højt, før briefing, søndag formiddag. Der var endda nogen der snakkede om, at opgaven ville blive over 500km. så Bent var allerede ved at hidse L7 op til at de ville få travlt. Men tasksetterne havde åbenbart lyttet til, at Bent syntes at de skulle huske, at der også deltog en LS4, så opgaverne blev på 432-441km. Med de fjerneste vendepunkter ved Arden og Hobro.
Efter en lille udsættelse blev feltet kastet i luften og det begyndte langsomt at blive mere og mere blåt nordpå, mens vejret udviklede sig meget positivt sydpå, hvor opgaverne ikke lå.
Vejret var så godt at Poul heller ikke kunne holde KL på jorden og han kunne jo behageligt blive hvor vejret var optimalt, så han fik fløjet 3½ time.

Klaus’ kommentar til den tur, på så få timer var;” Jeg fløj da 6½ time!” Men jeres udsendte kan fortælle, at det ikke er med samme entusiasme i stemmen, at kommentaren kommer. For det blev en ulige kamp for drengene i går. Vejret gjorde det umuligt at gennemføre, og som Ulrik fortalte, så var det ikke optimismen der drev X4 nordpå efter han havde vendt Skanderborg med udsigt til 80km. flyvning i noget han beskriver som ren elendighed og tørtermik! Længere og længere væk fra sin rastløse hjælper Store Jesper, der gik hvileløst rundt på Arnborg, med bilnøglerne i lommen.

Dagen sluttede da også for de fleste, på en mark. Der kom én hjem i hver klasse, KV og 8T. Ulrik og Steen kunne stå i Laven og se Henrik Breidahl passere laaaaangsomt omkring kl. 2015. Bent sendte sine Jesper Gren og Niels A. på langfart, da L7 måtte bide i en nyslået græsmark meget tæt ved Hobro sammen med Poul-Kim i ZT. Klaus stod på Randers Flyveplads hvor Marianne og Morten kom og hentede ham.

Hjemme på Arnborg gik Ulriks søn Michael og ventede, sammen med Anni. Da sulten overvandt Michael gik han i gang med de større forberedelser til aftensmaden, så det meste var klart til første hjemhentning rullede ind på pladsen. Det er den rette sæveflyver ånd der! Der gik et kvarter fra Y6 var parkeret til første hold kunne kaste sig over aftensmaden klokken 2130. Dernæst rullede Ulrik og Jesper ind med X4 men de havde stillet sulten på vejen, så næste middag blev serveret da Bent, Jesper og Niels ankom kl. 2220. Og slutteligt kunne Klaus Vang sætte gaflen i resterne på den anden side af kl. 2330.
Som de fleste kan gætte, så var der en mat stemning omkring sengetid, rygtet siger endda, at Ulrik småsov over et ½ glas rødvin.
Det er i hvert fald ikke sengetøjet der er blevet krøllet i nat af piloterne, der her til morgen ser meget mere friske ud end da vi sagde godnat i går.

Som I selv kan se i resultaterne på DM siden, så er ØSF drenge stadig med i den gode ende af konkurrencen, og måske skal de ud at forsvare deres placeringer senere i dag, selvom vejret ikke ser alt for godt ud pt.


Superhjælperen Jesper tv., Klaus Vang og Bent Svenningsen tjekker computeren. Helt ærligt, Bent, den lynlås blænder jo!


Hvis man ser godt efter i modlysbilledet, så er det Ulrik Eilert tv. og Klaus Vang der smiler indladende til fotografen.
 


22. maj 2004
NYT FRA DM: INGEN BESKEDENHED PÅ ARNBORG
Drengene der flyver DM på Arnborg har stadig ikke tænkt sig at vise beskedenhed overfor konkurrenterne. Særligt i 15-meter slår det igennem, hvor 3 af de første 5 pladser er besat af ØSF’ere.

Klaus kravlede op i standard og ligger samlet nr. 4. Bent kæmper i L7, men må acceptere, at de andre glider fra ham i sådan noget vejr som i dag. Heldigvis er Bent jo en optimistisk sjæl og er gevaldigt glad for dagens flyvning, som er hans første med et snit over 100 km/t. Tillykke med det!!!

Imens drengene kæmpede sig rundt på en over 300 km opgave, valgte jeres udsendte at ”nøjes” med en hyggetur i unionens Janus, det gjorde ikke savnet af RR mindre, kan jeg hilse at sige. Under slæbet - selvfølgelig efter klubbens egen slæbepilot Niels - gjorde sidevinden det nødvendigt med tohåndsfatning i SA.

Med Claus Elmeros i bagsædet, fik jeg en god omskoling til turboen, så nu er jeg klar til den der DUO… Nå ja - når vi nu var kommet ud at flyve, så smuttede vi lige en nostalgisk tur til vores begges gamle flyveplads på Christianshede, hvorefter vi besøgte Hammer for at returnere til Arnborg i modvind, men hvad betyder det, når det foregår i 1200 meter under en god skygade!

I øvrigt konstaterede Claus under flyvningen, at det audioelle indtryk (ja - det ord har han vist patent på) i SA’s vario ikke er det mest optimistiske, i hvert fald ikke på lydsiden! Heldigvis var viseren langt mere retvisende og stod ofte på 3 m/s. Der var generel enighed om, at det må være en meget sindig jyde, der har indstillet lyden, for en 3-4 meterboble lød som det vi alle kender lyden af, når man desperat kurver over golfbanen på en søbrisedag, for 20 minutter senere at lande svedig på Kongsted.

Jesper knokler som sædvanligt rundt hele tiden. Han har fået vintervedligeholdt hyttens cykel, fået både Klaus og Bent sendt godt af sted. Ryddet op efter piloterne, hentet slæbetove, hjulpet både Marianne og Morten i ASH’en i luften og os i SA og desuden nået at vaske Bents bil! Mon ikke han kan blive ”årets hjælper”?

Vejret lørdag tegner ikke for godt i det jyske, men herfra ønsker vi jer en god flyvedag på Kongsted. 

Lotte