Indbydelse til Bøf-Rally 2005
Øst-Sjællands Flyveklub har igen i år fornøjelsen af at indbyde alle svæveflyvere til det traditionsrige Bøf-Rally og Bøf-Fest på Kongsted. Bøf-Rallyet afholdes 26.-28. august 2005.
Bøf-Rallyet er den hyggelige konkurrence i sensommeren, hvor du møder alle de kammerater du så ofte møder i luften over Sjælland eller andre steder.
Lidt om konkurrencen
Bøf-Rallyet flyves i to klasser, en åben- og en klubklasse. Fly med handikap 102 eller derunder indplaceres som udgangspunkt i klubklasse. Piloter i klubklassefly kan dog vælge at rykke op i åbenklasse. Fly med handikap over 102 indplaceres altid i åbenklasse.
Til dokumentation for flyvningerne anvendes udelukkende GPS-log, og det vil være vendepunkts-kataloget fra Termikligaen, der vil blive anvendt.
De opgavetyper som man vil kunne møde under Bøf-Rallyet, er ”Hastighed over lukket bane” og ”Cats Craddle”.
Bøf-Rallyet flyves efter modificerede SUN-AIR CUP-regler (med 50 km og 2 timer for 1000 point ).
Det er en betingelse for deltagelse, at alle deltagende piloter har gyldig sportslicens.
Det er gratis at deltage i Bøf-Rallyet!
Bøf-Fest
Som traditionen byder, afholdes der lørdag aften (xx august kl. 19.00) Bøf-Fest i hangaren (med forventet 100-150 deltagere).
Prisen forventes at være omkring 100-150 kr. for fest, festmad/bøffer mv. Børn selvfølgelig specialpris !
Tilmelding
Der er ingen sidste frist for tilmeldingen til BØF-Rallyet og BØF-Festen. Af hensyn til planlægningen, ser vi dog gerne, at tilmelding til både Bøf-Rally og Bøf-Fest sker inden fredag d. 19. august 2005.
Du bedes informere om, hvor mange der kommer til festen, samt hvilke fly og dertil hørende piloter, der deltager i Bøf-Rallyet.
Tilmelding kan ske til Klaus Vang, tlf. 40 33 92 65, e-mail (e-mail foretrækkes).
Vel mødt og med sportslig hilsen
Øst-Sjællands flyveklub
Øst-Sjællands flyveklub





