Set og sket i 2008
Vejen fra S-pilot til strækflyvningskursus på 3 uger
Svedanors strækflyvningskursus, Arnborg 2008
Vejen fra S-pilot til strækflyvnings-kursus på 3 uger!
af Casper Fossing
Jeg havde allerede set Svedanors kursus omkring strækflyvning for nybegyndere i begyndelsen af året på DSvUs hjemmeside, men havde skudt tanken fra mig, da alle os elever jo var i fuld gang med S-teorien.
Da kurset så igen blev opslået den 28. april, blev min interesse igen vakt, så jeg kontaktede kursuslederen Claus, og vi blev hurtigt enige om, at det da bestemt lige var det rette kursus for sådan en nybegynder som mig, med ambitioner om at flyve stræk. Der var dog lige et par små detaljer, som endnu ikke var helt på plads, nemlig: det faktum at jeg ikke havde et S-certifikant, ikke havde en flyslæbs-tilladelse, ikke havde forespurgt bestyrelsen om det var muligt at låne et fly samt ikke mindst, at jeg lige skulle flette en uges ferie ind i arbejds-kalenderen med kort varsel. Nåja, så manglede jeg jo også lige B6-normen med en udelanding, for overhovedet at kunne aflægge S-prøven.
Nå, nu skulle der handling bag drømmene, så jeg ringede straks til Niels Holck for at høre om det overhovedet var realistisk at komme til S-prøve med så kort varsel, men ok fra ham. Dernæst kontaktede jeg Per Thomsen, som endnu engang venligst stillede op til en hverdagsflyvning, for at få overstået udelandingen. Den blev planlagt til fredag den 2. maj, men endnu en udfordring stod nu klart – ØSFs trailer til 21’eren stod med Dimonaen hos DanGlide i Jylland, og pga. DM ville Morten først havde den med tilbage til Sjælland et par uger senere. Slaglille udlånte dog meget venligst deres 21-trailer, som jeg så hentede om torsdagen i øsende regnvejr.
Endelig oprandt fredagen hvor Per, René (som venligt havde lovet at hjem-hente os) og jeg mødtes i klubben, fik pakket ud og efter en enkelt omstart, fik vi en spilstart til ca. 470m (fuld banelængde). Herfra gled vi ud mod søbrise-fronten (no worries, vi skulle jo under alle omstændigheder lande ude :-), men vi fik godt fat og var snart i 1.200 m. Planerne blev nu hurtigt ændret, og vi tog nu en tur rundt i det sydsjællandske.
Det var første gang, at jeg virkelig oplevede, hvordan det var at fokusere på at finde den næste boble på vejen uden reference til pladsen, det var noget helt andet end at flyve solo omkring flagstangen. Blot det at opleve hvor langt 21’eren kunne glide frem til næste sky (ja, alt er relativt når man endnu ikke har prøvet at flyve Duo’en). Derudover fik jeg også indviet mit nye VHF-bevis, og fik ”sludret” lidt med Roskilde Approach.
Efter en 1½ times flyvning kom vi i nærheden af Slaglille (B6-normen kræver ikke nødvendigvis, at man lander på en mark med chance for at beskadige flyveren, en fremmed plads som eleven ikke kender er ligeledes fuldt accepteret), så Per hev luftbremserne til ca. 300 m, hvorefter jeg fik besked på disponere en landing til T-et. Det lykkedes næsten for godt til at være sandt, og jeg lagde tippen lige ved T-et :-)
Efter en kop kaffe tog vi en spilstart, med en forventning om at overraske dem hjemme i Kongsted, ved at komme flyvende hjem igen. Det blev til 3 starter uden ”bid”, hvorefter vi måtte erkende nederlaget og ringede til René om at hente os på Slaglille (hvor jeg dagen i forvejen jo lige havde hentet traileren). Per kunne dog ikke affindes sig med sådan at skulle hentes, så han insisterede på endnu en start, til trods for at vi lige havde landet til hangar.
Som sagt så gjort, så i 600m højde måtte jeg ringe til René og høre hvor langt han var nået ….. Ringsted. Og trods ulejligheden indvilgede han i at vente på os på Ringsteds flyveplads, så vi kunne skille R2 der. Kort efter kunne jeg dog heldigvis endnu ringe ham op, og bede ham køre til Slaglille og aflevere traileren der, da vi nu lå i 1.350 m over Ringsted og kunne glide hjem til Kongsted derfra – det var helt fantastisk at opleve et slutglid i virkeligheden, og hvor langt udefra man faktisk kan komme hjem fra (selv i en 21’er).
Dagen efter lørdag den 3. maj bestod René S-prøven, og jeg fik de sidste par starter på 23'eren for at opnå det nødvendige antal solo-timer, hvorefter jeg så kunne gå til S-prøve om søndagen den 4. maj. Samme dag fejrede René sit nye S-certifikat med godt og vel 3 timer i luften på sin første flyvning – godt gået, René !
Nu var første skridt på vejen til strækflyvnings kurset klaret, så allerede mandag aften gav bestyrelsen ok til at jeg kunne låne Astiren K2 med til Arnborg. Endvidere kontaktede jeg Nord-Sjællands Flyveklub i Gørløse, som var yderst imødekommende for at jeg kunne blive omskolet til flyslæb hos dem. Og i Gørløse holder de ord, så allerede tirsdag morgen kl. 9 blev jeg ringet op, om jeg havde lyst til at flyve i dag ?! Så kan det nok være at der blev flyttet rundt i arbejds-kalenderen, og allerede kl. 13 var jeg i luften. Det blev til 5 slæb den dag i deres 21’er, og jeg skal love for at der skal arbejdes noget, når man er vant til spilstart og endnu ikke har det store antal erfarings-timer i logbogen. Fredag fik jeg så de sidste par slæb for at få lidt mere rutine (ok 10 slæb i alt kan vel næppe kaldes rutine) inden jeg blev sluppet fri solo bag Pawneen, og flyslæb-tilladelsen var i hus.
Den efterfølgende weekend fik jeg mig en god 3 timers termik-tur i K2 for at blive lidt mere dus med den inden kurset, og selv om jeg listede mig forsigtigt rundt i det sydsjællandske, kan man vel næppe kalde det for min første stræk-flyvning….. for med en maks. højde på 2.100m er man jo stort set altid i glide afstand fra Kongsted. Nu manglede jeg så bare at lære at skille og samle K2 korrekt inden afgangen til Arnborg - Diego tog sig pænt tid til at lære René og mig kunsten, at samle en Astir uden at miste alt huden på hænderne :-)
I bilen på vej til Arnborg ugen senere, sender jeg en venlig tanke med tak til alle de flyve-kammerater der har gjort det muligt, at jeg allerede et år efter min første tur i en svæveflyver er på vej til et vaskægte strækflyvnings-kursus med ”min helt egen flyver (i hvert tilfælde for den uge :-)”.
Mere om selve kurset følger snarest !
Svedanors strækflyvningskursus på Arnborg 2008
af Casper Fossing
Ved ankomsten til Arnborg søndag aften ved 21 tiden var den første positive oplevelse placeringen af ØSF’s hytte – det var da helt fantastisk at kunne parkere traileren lige foran hytten, og så fra værelset på første sal kunne kikke ud over hele flyvepladsen :-)
Næste punkt var så at mødes med de andre kursister i kantinen, hvor kursuslederne Claus Nedergaard Jacobsen, Niels Thomsen & Anthon G. Kristiansen tog imod os og ikke mindst præsenterede dagsprogrammet, som ville blive brugt resten af ugen. Lidt naivt havde jeg nok forestillet mig, at jeg da fint kunne få skrevet lidt til klubbens hjemmeside i løbet af aftenerne, men sådan skulle det ikke være med det program – for lærerne havde heldigvis den holdning, at vi var der for at lære noget, såvel praktisk som teoretisk, dvs. et program med fuld skrue:
06.30 - meteorologi (første indsamling af informationer)
07.00 - samling af fly
08.00 - morgenmad
08.30 - teori-undervisning
10.00 - generel Arnborg briefing
10.30 - forsat teori og opgavelægning
12.00 - flyvning
19.00 - aftensmad
20.30 - debriefing
Dag 1
Ved den obligatoriske præsentationsrunde af alle deltagerne begyndte jeg at
krumme tæer efterhånden som de andres flyveerfaringer kom på bordet, med stort
set alt fra 99 til 286 timer samt 3-4 år som S-pilot. Men stor entusiasme kunne
jeg så berette, at jeg da havde haft S-certifikat i hele 15 dage (det kom
faktisk med posten 2 dage før jeg skulle af sted), og mit timeantal undlod jeg
helt at kommentere, efterhånden som de velmenende bemærkninger havde lagt sig
:-)
Under teorigennemgangen omkring den optimale fart under forskellige forhold i forhold til flyets polar kom næste overraskelse, hvor jeg igen kom i centrum – ud over én LS4 fløj alle andre Discus eller Discus 2 (med turbo), og lærerne var mødt op med en DG808C, LS8 & Ventus bt … efterhånden blev jeg mere og mere i tvivl om det virkelig var et begynderkursus ? :-) Nå, men jeg var nu rigtig glad for at have Astir’en med, for den følte jeg at jeg havde helt styr på og den ville ikke give mig ubehagelige overraskelser.
Efter teorien var det endelig tid til noget flyvning, Niels havde lagt en
lille opgave (Arnborg-Hammer-Arnborg-Videbæk-Arnborg) så vi lige kunne føle os
lidt frem.
Da jeg ikke havde fløjet fra Arnborg før samt jo heller ikke havde den helt
store erfaring i flyslæb, fik jeg lige en check-start i Puchaz’en, så jeg også
samtidig lige kunne danne mig overblik over trafikforløbet på Arnborg (der er
noget at holde øjne med, når der er en 20-30 fly i luften).
Det var med mange sommerfugle i maven, at jeg tog det første slæb i Astir’en, da min erfaring i flyslæb var begrænset til ASK21 & Puchaz, og hold da helt op hvor måtte jeg kæmpe … jeg var fuldstændig udmattet, da jeg blev sat af i en boble i 400 m. Det viste sig senere, at det havde været en usædvanlig turbulent dag, og stort set alle kursisters slæb var blevet kommenteret af de gamle Arnborggutter – resten af ugen forløb slæbene helt uden problemer, endda med så meget overskud at pulsen ikke længere lå på maks.
Så snart vi var etableret i 1.000 m eller højere, skulle vi melde ind på radioen, og en lærer ville så tærskle ud med de 2-3 elever, der var klar til at gå på opgave på det tidspunkt. Desværre brød Astir’ens radio sammen (”kun” senderdelen, så jeg kunne stadig høre de andre) stort set lige da jeg var kommet i luften, hvorfor jeg desværre kun kunne halse bagefter grupperne lidt på afstand – det blev dog til nogle timers rigtig fin flyvning med alle 3 grupper (efterhånden som vores veje krydsede).
Det mest overraskende ved at flyve i Jylland var styrken af boblerne (3-4 m/s integreret), og især hvor voldsomt en begyndende Cb’er kan være (at man faktisk kan komme flere hundrede meter over skybasen, ved at blive suget op på forsiden – men helt fantastisk at kunne kikke ned på skyerne).
Dag 2
Det blev dagen hvor jeg lavede den klassiske fejl, nemlig at udelande 15-20 km
fra pladsen. Efter at have koblet ud af slæbet i 400 m var det en lang sej kamp
at komme op i 800 m, hvorfra jeg tærsklede ud – men for lavt. Da jeg så efter
Brande lå i 500 m og stadig kun kunne finde synk, var der ingen vej udenom, jeg
måtte finde en mark at lande på. Men efter at jeg havde truffet beslutningen om
at udelande, forsvandt alt nervøsitet og irritation – så var det jo bare at
lande normalt. Faktisk var min største bekymring på finalen, hvor stor hunden
mon var (på den gård der ejede marken altså). Landingen forløb lige efter bogen
i modvind, lidt opad bakke og tæt på en adgangsvej, dog var jorden blødere end
forventet, så jeg stoppede på 30 m.
Vedrørende hunden, så var det en stor schæfer … men lukket inde. Endvidere blev jeg budt på både frokost og efterfølgende kaffe & kage, så trods den korte flyvedag, så var det med en god følelse i maven, at jeg blev hentet – det er rart at vide hvordan man reagerer på en uventet/tvunget udelanding, hvor der ikke sidder en instruktør bagved som backup.
Dag 3
Erfaringen rigere fra gårdagens udelanding tog jeg i dag et slæb til 1.000 m, så
jeg ikke skulle bruge al energien i starten, men i stedet kunne fokusere på at
få ro på inden udtærsklingen.
Alt under kontrol på første glid (det her har jeg da bare helt styr på ;-), men så sker det som jeg ellers selv synes, at jeg har gjort alt for at undgå, netop ved at have mit eget udstyr – min PDA går helt i sort. OK - ikke den store ulykke, for jeg har jo tegnet opgaven ind på mit ICAO-kort, men igen … der er ikke kompas i Astir’en :-(
Så fra den håndholdte VHF-radio (som en anden kursist venligt havde lånt mig resten af ugen) i venstre hånd, et ICAO-kort i skødet og styrepinden i højre hånd, får jeg da ”bare” navigationsinformationer fra læreren Anton – desværre som eneste sjællander på kurset, har jeg ikke det samme forhold til Rebæk Sø, Kulsøen, Mossø, etc. etc. og må virkelig bruge meget energi på at sammenligne faconen på søerne udenfor hooden med dem i kortet.
På et tidspunkt havner jeg i synk, og da jeg ikke har visuel kontakt med de andre i gruppen samt ikke er 100% sikker på min egen position, bliver jeg hængende for længe og ender i 600 m. På det tidspunkt er jeg udmærket godt klar over, at jeg ligger lige mellem 2 skygader, men jeg synes heller ikke at min erfaring er til, at ankomme til gaden i 300 m og så først der skulle til at finde en evt. udelandings mulighed. Derfor holdt jeg mig til en rigtig fin tør opadskrånende græsmark, faktisk kunne jeg efter landingen stige lige ud af flyveren og tage tippen, og så stille trille K2 ned til hovedvejen, således at traileren blot skulle bakkes til :-)
Største udfordring var at holde den lokale svinebonde ude af flyet, for mens jeg talte i mobiltelefon med hjemhentnings holdet, så stod han pludselig på hovedet i Astir’en og hev lystigt i alle greb han kunne finde! Efter høfligt at have spurgt svinebonden, om han ikke var ved at komme for sent hjem til den varme mad, kom 2 UL-piloter forbi (i bil), og spurgte forundret, hvorfor jeg dog ikke bare have landet på deres flyveplads 500m længere fremme? Lidt forvirret gik jeg med hen for at kikke på banen, og kunne konstatere årsagen til at banen aldrig have været i mine overvejelser ….. den var kun 10 m bred.
Dag 4
Endelig fik jeg fløjet en rigtig opgave, hvor jeg også kom tilbage til Arnborg,
flyvende. Hastigheden på dagens 100 km FAI-trekant kom dog ikke over 56km/t, men
jeg kom rundt! En enkelt gang var jeg helt nede i knap 350 m ved Christianshede
Flyveplads, og var ved at lægge an til landing. Selvom jeg havde krydschecket
flyvepladsinformationerne inden start, så er det godt nok svært at finde en
plads, hvor man ikke har været tidligere. Heldigvis have jeg denne gang overskud
nok til at flyve mod skygaden, og ramte lige ind i en 4 m boble, som jeg så tog
til 1.800 m – hvilket var 600 m mere end jeg behøvede for at komme hjem jf. min
PDA (og det passede, for jeg kom hjem i 800 m, inkl. 200 m sikkerhedshøjde).
Dag 5
Dagens 171 km opgave indeholdt et vendepunkt helt ude ved vestkysten, dette var
dog lidt af en udfordring pga. søbrisen. Det var første gang, at jeg kunne
observere, hvorledes skybasen stod adskillige hundrede meter lavere bag
søbrisefronten, og da rundingen af vendepunktet betød 10 km frem og 10 km
tilbage i blå luft svigtede modet. For da jeg på det tidspunkt befandt mig i
Karup TMA og ikke kunne kommunikere med de andre (og havde for den sags skyld
heller ikke visuel kontakt), mente jeg ikke at jeg havde lyst til at risikere
endnu en udelanding (2 af de andre kursister landede faktisk næsten lige ved
vendepunktet). Resten af turen inde i landet forløb uden problemer, og eneste
overraskelse var, da jeg mødte en hang-glider i 2.100 m. Temperaturen var 3
grader den dag , så der er ikke noget at sige til, at de har soveposen på når de
flyver :-).
Efter at have pakket alle flyene sammen og hentet de udelandede, var det tid til lidt evaluering af kursusugen. Alt i alt en rigtig god flyveuge med 5 fantastiske dage, og eneste kritikpunkt af kurset var, at det var meget svært at få gruppeflyvningen til at virke i praksis, såvel en samlet udtærskling som at holde visuel kontakt under flyvningen, var yderst svært med 3-4 fly i hver gruppe. Yderligere følte jeg som klart den mindst erfarne, at jeg ofte hang i en usynlig elastik bagved og ikke mindst UNDER læreren, her tror jeg at det have givet større ro og overskud, hvis lærerne konsekvent lagde sig lavere end kursisterne.
Endvidere var der blandt kursisterne stor forskel på vores evner og erfaringer, og der er ingen tvivl om, at det der skal trænes mest hjemme i klubben med en masse timer i luften er: centreringsteknik & termiksøgning samt ikke mindst hvornår det er tid til at forlade en boble. En ting er teori, noget andet er praktisk erfaring med at vurdere skyerne. Så til fremtidige deltagere er det nok ingen skade til med lidt timer i logbogen inden kurset!
Til dem der endnu ikke har haft mulighed for at flyve stræk, er et strækflyvningskursus en god kickstart, da især den indbyrdes aftale om at hente hinanden ved udelandinger fjerner en væsentlig vægt fra skuldrene, som måske kan herske i nogle klubber en søndag eftermiddag (der står nemlig sjældent nogle på nakken af hinanden for at hente en udelandet). Man har en flyver helt for sig selv en hel uge er prikken over i’et, så man kan koncentrere sig 100% om at lære og nyde, uden at skulle have dårlig samvittighed over at blive hængende hele dagen. Det har gjort hele turen perfekt.
Så da jeg kører over broen hjem, er det med forventningen om selvfølgelig at deltage igen næste år … blot med det mål at flyve 300 km denne gang :-)