Filip Bojanowski flyver sølvstræk og -højdevinding


En fantastisk weekend i et godt år

Af Filip Bojanowski

2009 har været et godt år for mig, men da jeg stod op lørdag den 22. august havde jeg aldrig gættet, hvor meget man kunne nå på én weekend.


Filip har netop bestået S-prøven den 8. august 2009. 2 uger senere flyver han sit sølvstræk og -højdevinding

Soloflyvning
Min første milepæl som svæveflyver blev sat den 13. april 2009, hvor vores kære instruktører ikke ville flyve med mig mere, og de besluttede sig så for at sende mig solo. Det at få lov til at flyve helt alene var en kæmpe oplevelse, og det faktum at der ikke længere var en instruktør til at kigge en over skulderen hele tiden, betød hurtigt at man lærte at flyve på sin egen måde, og fik tingene til at falde lidt bedre i hak.

Min skoling på vores 2-sædede ASK-21 føltes nogle gange som ”2 skridt frem og 1 tilbage flyvning", instruktørerne havde forskellige meninger om de samme ting, og man fik ihvertfald en bred forståelse for, hvordan forskellige piloter havde forskellige fremgangsmåder til diverse situationer. Det er dog noget, som har vist sig at være at være en god ballast til senere.

Da jeg endelig fik lov til at flyve på vores kære 1-sædede ASK-23 (RK), så skulle tingene gøres på min egen måde! Jeg havde knap 8 timers flyvning på bagen, men jeg følte mig alligevel som verdensmester i svæveflyvning.

Stille og roligt begyndte vejret at blive bedre som månederne skred frem, og da termikken begyndte at vise sig på skolingsdage, så var der Bo og Martin at slås med om, hvem der skulle flyve RK, men det blev da til nogle termikture. Specielt husker jeg en, hvor jeg var meget tæt på at udelande nede ved Dalby, men da man som eneflyver skal holde sig inden for glideafstand til pladsen, så var udelanding ikke noget, jeg havde specielt lyst til, og så blev jeg jo nødt til at flyve tilbage til pladsen, og det gjorde jeg så! Det var første gang, hvor jeg begyndte at svede på en halvkold dag mens jeg fløj! Men det gik jo, og en erfaring rigere byggede timerne sig stille og roligt op.

Tingene gik stille og roligt over sommeren, jeg fik opfyldt timekravet for at gå til S-prøve, og fik lavet min udelanding. Og så skulle S-prøven bare overstås, og det skete så den 8. august 2009.

S'et er i hus - nu skal der flyves stræk
Efter prøven skulle ingen tid spildes! Dagen efter fik jeg en omskoling til vores Astir, og så gik knap halvdelen af august måned med pladsrunder og ture på under 30 minutter.

Fredag den 21. august skulle jeg på arbejde om natten, da jeg har et studiejob som taxachauffør i weekender, men da der ikke skete så meget på arbejdet besluttede jeg mig for at tage tidligt hjem og forsøge at få fløjet lidt om lørdagen. Det skulle vise sig at være en beslutning, som skulle gøre mig et par oplevelser rigere.

Lørdag morgen så vejret fantastisk ud, der var vestenvind og skyerne stod flot på rad og række. Til lodtrækningen blev jeg nr. 2 på Astiren, men det skulle ikke slå mig ud af kurs. Efter at have spurgt de lidt mere erfarne fik jeg tastet en opgave ind i min PDA. Ruds Vedby lå lige over 50 km væk fra flyvepladsen, jeg gik direkte efter sølv diploms distance.

Nummer 2 på Astiren gav alligevel flyvetur
Ned på startstedet og vente på at det blev min tur. Der fik jeg talt med min far (Lech), som havde trukket sin flyver ud og selvfølgelig skulle ud og flyve det helt store stræk, ligesom mig! Jeg fik at vide, at jeg bare skulle kalde ham, når jeg kom i luften, så kunne vi følges lidt ad vejen. Han og andre kom afsted, mens jeg hjalp til på startstedet, så jeg kunne få tiden til at gå. Det viste sig dog efter kort tid, at første mand på Astiren ikke ville kunne nå at flyve den dag, så flyveren var min! Næsten alle andre var kommet afsted i termikken, men vi var desvværre plaget af wirekludder og sprængstykker som (u)heldigvis fungerede efter hensigten. Men efter lidt tid kom jeg dog afsted.

Ud og se Sjælland fra oven
Op i knap 400 meter, og så søge termik! Den første bobbel jeg fandt kunne jeg ikke rigtigt komme op i, så jeg søgte videre, og jeg søgte og søgte og søgte lidt til. Så var det tid til at vende snuden mod pladsen igen, men i 220 meters højde fandt jeg en dejlig stor bobbel som gav lige knap 1 m/s integreret. Stille og roligt fik jeg skruet mig op, og så ellers afsted. Der blev rodet med PDA og kort for at holde styr på det hele, det var jo første gang, at jeg kastede mig ud på sådan en strækopgave. Da jeg lå i en små 1000 meters penge, kaldte jeg min far i X3 og spurgte, om han ville flyve lidt med mig. Efter et par minutter lå vi 2 fly sammen, og vi tog en skygade ud mod Næstved. Det var dog ikke helt i den retning mit tiltænkte vendepunkt Ruds Vedby lå, men for mig var det ligemeget, Næstved føltes som om det lå på den anden side af jorden, og allerede derude kunne jeg mærke, at jeg var ved at overskride mine grænser for, hvor langt jeg følte, jeg turde flyve.

Astirens radio sætter ud
Så kom dagens første problem, Astirens radio. Det viste sig at X3 slet ikke kunne forstå hvad jeg sagde på radioen, så efter lidt flyvning sammen skiltes vores veje, og så var jeg alene med beslutningen om jeg skulle presse på, eller flyve hjem til pladsen.

Efter lidt dialog med mig selv, besluttede jeg mig for, at min flyvedag havde 2 mulige afslutninger. Den ene var en udelanding, den anden var en landing på pladsen med sølv distancen i hus. Så afsted gik det. Den første times tid kom jeg ikke meget tættere på mit mål, da jeg ikke turde forlade skygaden jeg lå under og tage det lange glid ud til den næste skygade. Det virkede som om, der var uendeligt langt derhen. Men efter at have skruet mig helt op under skyerne, gik det ud til den næste, og så ellers der ud af.

Jeg har læst beretninger om mange andre strækflyvninger, og mange skriver, at man er ret nervøs for at flyve strækflyvning, lige indtil man er nået så langt, at man med sikkerhed ved at man ikke har glidedistance hjem, og sørme om ikke jeg oplevede det samme. Der faldt en gevaldig ro over mig, da jeg var nået langt nok ud til, at jeg var tvunget til at holde mig flyvende.

På røven ved Ringsted
Jeg krydsede en skygade og endte over Ringsted i et par hundrede meters højde, men kunne slet ikke finde noget brugbar termik, og snart lå jeg ret lavt. Jeg udvalgte mig Ringsted flyveplads til udelanding i tilfælde af, at jeg ikke fandt noget termik. Da jeg først var nået ned i kritisk højde havde jeg besluttet mig for at blive tæt ved flyvepladsen, dels for at holde mig tæt ved pladsen og lede efter termik, men også for at se hvilken slags, og hvor meget trafik der var på pladsen. Jeg kendte ikke pladsens frekvens, men det var jo ligemeget da min radio var ude sat af spillet til at starte med.

Men som sendt fra himlen kom der en boble (red.: boblerne kommer altså fra jorden) og hev mig op igen. Jeg fik arbejdet mig op mod Tølløse og begyndte at møde nogle svævefly, som jeg ikke kunne genkende registreringen på, hvilket jeg fandt ret morsomt, når man nu har vænnet sig til at flyve sammen med de samme 3-4 fly dag ud og dag ind over Kongsted. Det endte endda med at 2 fly fra Tølløse fulgte efter mig i et kvarters tid, hvorfor ved jeg dog ikke, det var jo ikke fordi at jeg var mester i at finde termik.

Jamen himlen er jo blå der hvor jeg vil flyve...
Men snart kom dagens andet problem. Efter at jublen havde lagt sig lidt da jeg var godt over 1000 meter, så kunne jeg se at mit originale vendepunkt Ruds Vedby lå 10 km væk, midt ude i et blåt hul, og det havde jeg slet ikke nerver til at forsøge at nå. Så frem med PDAens vendepunktskatalog, og så ellers lægge en ny opgave. Jeg skal hilse at sige, at jeg lærte at forberedelse er en rigtig god ting ved strækflyvning. Jeg lå og fløj ligeud med 100 km/t, og næsten al min opmærksomhed var på den håndholdte computer. Det var ikke noget jeg fandt særligt morsomt, så note-to-self, husk at lave alternative planer før jeg tager afsted.

Først vendte jeg næsen mod Holbæk, men igen lå det ude i det blå, da jeg kom derindaf, og til sidst kiggede jeg lidt ud på skyerne og forsøgte at finde et vendepunkt, som lå langs en skygade. Torbenfeldt kom til min redning, lige ude for enden af en skygade og lidt ude til siden lå det, så det blev dagens mål. Udover det nye vendepunkt, så var jeg fløjet ind i et nyt område, Svæveflyveområde 4, hvor der var blevet åbnet til 5000 fod (1500 meter). Der fandt jeg nok min stærkeste termikboble i hele min flyvekarriere, og jeg blev slynget helt op i loftet til 1500 meter. Det tog ikke mange sekunder før Tølløse folkene igen var i hælene på mig, og snart lå der 2-3 fly og kurvede sammen med mig.

Tobenfeldt vendes
Derefter satte jeg næsen mod vendepunktet, og efter et par minutter var det rundet. PDAen begyndte at brokke sig over manglende batteri, men den kunne dog fortælle mig, at hvis jeg fløj med bedste glid manglede jeg et par hundrede meters højde for at kunne nå hjem. Da jeg kiggede ud på himlen som lå mellem mig og Kongsted, ja, så var der desværre blåt. Jeg fløj lidt tilbage langs en skygade, og fandt lidt stig, som lige fik mig skruet langt nok op til slutglid. Her opstod dagens tredje problem så (radioen var det første, vendepunktet det andet), PDAen løb tør for strøm, og jeg lå og fløj rundt i absolut fremmed terræn i den anden ende af Sjælland. Jeg havde dog mit kort med og fik arbejdet mig stille og roligt tilbage imod Kongsted. Det var dog ikke så svært enda at komme tilbage imod velkendte områder, eller rettere, det troede jeg at det var.

Dalby ligner Rønnede fra oven
Efter at have fløjet godt over halvvejs hjem, blev jeg lidt nervøs for, om det hele ville ende med en udelanding. Jeg vidste jo ikke præcist hvor langt hjem der var, og hvordan min slutglidshøjde så ud. Men da jeg så en by som mindede om Rønnede, kunne jeg se at den kunne jeg sagtens nå, så der blev sat kurs imod den. Da jeg kom nærmere opdagede jeg til al skræk, at det slet ikke var Rønnede, men at jeg havde fløjet imod Dalby! Jeg var ret sikker på, at jeg ikke kunne nå hjem til Rønnede derfra, så termiksøgningen blev sat i gang. Efter lidt fumlen frem og tilbage under nogle vat-totter, fandt jeg endelig lidt stig, men stille og roligt døde det, og jeg vendte næsen imod Kongsted. Jeg skulle nu prøve at ramme hjemkomstlinjen uden en PDA, så jeg fløj direkte over byen, og prøvede at finde lidt termik over pladsen, men det skulle ikke være i den omgang, så det endte med at jeg gik ned og landede.

Yes! Jeg kom hjem!
Efter en lang finale til hangar kravlede jeg helt hjulbenet ud af flyet med det største smil på. For det første havde jeg med stor sansynlighed fået 2 betingelser til sølv C’et måske 3, da jeg ikke havde styr på min flyvetid! Udover det, så var næsten alle andre som havde startet før mig også landet før mig, så jeg var noget stolt over at have fløjet næsten lige så længe som alle andre, som var ude at flyve termik den dag.

Senere fandt jeg dog ud af, at jeg havde fløjet lidt over 4 timer, så det blev ikke til 5 timers varighedsbetingelsen, så det gemmer jeg til en anden god dag.

Analysen
Ved lidt opgave optimering med vendepunkter fik jeg fløjet en opgave på 117 km, hvoraf at jeg også var mere end 50 km væk fra pladsen, hvilket giver et distance sølvdiplom, og jeg havde også en højdevinding på over 1000 meter, så højdevindingen er også hjemme.

Jeg tog fra pladsen efter min nok bedste flyvedag nogensinde, og tog hjem til nogle venner til mad og hygge. Jeg checkede ikke vejrudsigten før jeg kørte, og regnede med at den vejrudsigt jeg tidligere havde set for søndagen stadig var gyldig, dvs. østenvind og nul termik over Kongsted.

Søndag stod den på LS 4
Da jeg stod op søndag morgen viste det sig dog at vejret ville blive helt rimeligt, så jeg vendte næsen mod Kongsted noget senere end normalt, og ankom først efter lodtrækning. Astiren var booked, og det samme med 23eren. Så jeg regnede ikke med at få fløjet indtil sent eftermiddag. Men så overvejede jeg om jeg ikke skulle tage og blive omskolet til vores LS4, dog havde 2 mand skrevet sig på den, så jeg troede ikke den ville komme tilbage før aftenstid. Men pludselig stod den på startstedet uden nogen til at flyve i den! Omskolingsskemaet var allerede udfyldt, så flyvningen kunne starte med det same. Jeg havde set de andre fly havde lavet en del pladsrunder, så jeg regnede også med at det kun ville blive pladsrunder til mig. Jeg tog fejl, og det endte med 4 starter og 2 timers flyvning!

ØSF er bare klubben
Jeg må sige at klubbens instruktører, elever, S-piloter og ikke mindst vejret har været gode ved mig i august måned og 2009 i det hele taget. Jeg bestod min S-prøve den 8. august, og i løbet af 2 uger blev jeg omskolet til 2 nye fly, fik fløjet små 8 timer samt fløjet 117 km strækflyvning. Udover det er 2 ud af 3 sølv C diplombetingelser hjemme. 2009 har generelt været et godt år for mig, 85 starter og 23 timer, 3 omskolinger og en del termikture. Udover det synes jeg, at vi har fået et godt fællesskab mellem mange af de nye og ”gamle” nede i klubben, det føles ihvertfald som om tingene er blevet en del bedre siden sæson 2008!

Men det bedste af det hele er at der stadig er 2 måneder tilbage af flyvesæsonen, så forhåbentligt er der andre af de elever og S-piloter, som jeg har fløjet med over de 2 sidste sæsoner som får lige så gode oplevelser som jeg har været så heldig at få her de sidste par uger.

 

Red.: Samme dag fløj en Astir fra Vejle Svæveflyveklubs flyveplads, Hammer, til Slaglille.