Svæveflyvning Down Under
Corowa, Australien
Af Casper Fossing
Som nævnt på ØSF's hjemmeside, var jeg så heldig at få mulighed for at svæveflyve et par uger Down Under her i januar 2010. Ønsket om at prøve kræfter med den australske termik skyldtes Peter Sommerlades fortællinger om hans tur til Corowa forrige år, hvorefter jeg var overbevist om, at det måtte jeg også prøve. Mine ambitioner var mere beskedne, end hvad jeg tror den gennemsnitlige Corowa-pilot har omkring rekorder og 1.000km flyvninger. Her blev der nærmest fløjet en 1.000 km hver dag.
Oprindeligt var planen et par ugers flyvning i Corowa, men af forskellige årsager åbnede muligheden sig for et par måneders samlet ferie i såvel New Zealand som Australien. I New Zealand havde jeg så selvfølgelig lige arrangeret en enkelt dags bjergflyvning i Omarama.
Omarama, New Zealand
Dette er virkelig et særligt sted. Omarama ligger meget tæt på "langt væk fra alt ting", og der er stort set ikke andet end en flyveplads med et tilhørende hotel, som får en til at tænke på hotellet i filmen med Jack Nicholson Ondskabens Hotel: Stort og tomt.
Efter briefingen sammen med 2 tyske bjergflyvnings-kursister, blev jeg introduceret for min pilot/instruktør Phil Plane (ja, det hed han virkelig :-), hvorefter vi satte os til at vente på at termikken gik i gang, præcis som alle andre steder. Ja, lige netop termikken, for jf. Phil så er ca. 70-80% af al bjergflyvning faktisk termikflyvning, dog med meget stor fokus på vindretningen.
Flyveturen blev på ca. 2,5 time, og jeg havde pinden ca. 90% af tiden, kun da vi skulle kurve termik tæt op ad en bjergside, for at kunne passere et smalt pas tog Pihl over. Flyvning i stødende bjergtermik uden horisonten til at holde hastigheden og samtidig kikke på instrumenter så tæt på bjergsiderne er absolut ikke for nybegyndere. Og som Phil så diplomatisk udtrykte det: "If it was easy, the Aussies would do it" ..... og så nænnede jeg jo ikke at fortælle ham, at der skulle jeg flyve et par uger senere.
Selve flyveturen var præget af den ene fantastiske og imponerende bjergtinde efter den anden, i sammenligning med Spanien, hvor jeg sidste efterår for første gang prøvede at flyve i bjerge, så er landskabet i Omarama virkelig skræmmende. Det er ikke uden grund at stedet er kendt som bjergflyvernes Mekka. Der er meget langt mellem de få udelandingspladser (der var ikke turbo på Duo'en), så jeg var glad for at have en erfaren pilot med i bagsædet. At der flyves tæt på bjergene (ned til ca. en vingelængde) føles nu meget naturligt, da der jo hele tiden er luft på den modsatte side :-) Oplevelsen var helt som jeg havde forestillet mig svæveflyvning i Omarama ville være, dog var jeg overrasket over hvor få fly, der var i luften i højsæsonen (ca. 10 - 25 stk.), for hangarerne var fyldt til bristepunktet.
Og så til Australien
Efter en 4 timers flyvetur fra Auckland til Melbourne og derefter en 3 timers køretur, ankom jeg søndag den 3. januar til Svæveflyve Centeret i Corowa, hvor jeg havde lejet en LS4, "C1", for de næste 12 dage - det egentlige formål med rejsen!
Corowa
Centret er drevet meget professionelt, bl.a. bliver der hver dag foretaget en lokal måling af luftmassen, således at der ved briefingen bliver præsenteret en helt lokal temp. Dvs. at de med ca. 15 minutters nøjagtighed kan forudsige hvornår termikken går til 1.000 m, og hermed hvornår startproceduren går igang. Der er ca. 10-15 selvstartere samt yderligere 15-20 svævefly til 2 Pawnees slæbefly.
Samtidig med at jeg var i Corowa, var der 5 andre danskere, nemlig: HC fra Arnborg som arbejder hernede som slæbepilot, Birgitte Ørskov & Jørgen Thomsen som på andet år er her hele sæsonen med deres LS10 "TT", samt Ole Arndt & Ib Wienberg der ligesom jeg var her i 2 uger. Alle var været yderst venlige og hjælpsomme med at svare på, hvad jeg havde af spørgsmål.
Min første dag var mandag den 4. januar, hvor jeg efter det obligatoriske site-check i en Duo, fløj en 3-4 timer i lokal området, da såvel min egen PNA samt LX5000 i LS4'eren ikke kørte helt stabilt. Og da området er helt utroligt fladt og ensformigt, er det således MEGET svært at orientere sig uden nogen form for lokale kendemærker selv med det gode gammeldags kort.
Følelsen af at sidde i "mit eget" svævefly over den uendelige australske savanne var næsten helt uvirkelig. Jeg havde så mange gange i tankerne forstillet mig, hvordan det ville være, og alligevel var det svært at fatte, at jeg nu de næste 2 uger kunne være så privilegeret.
I løbet af aftenen fik HC så ordnet alt elektronikken i C1, så jeg var klar til at flyve en 300 km FAI-trekant den næste dag. Men efter at havde fyldt 100 liter vand på om morgen, tjekkede jeg obligatorisk lige om det løb lige hurtigt af begge vinger - desværre løb det kun af venstre vinge, mens højre vinge skulle "hjælpes"! Så var der kun ét at gøre - jeps, nemlig at tømme begge vinger før afgang.
De første 100km gik rigtigt fint, men jeg blev desværre dårlig (formodentlig noget influenza) og brækkede derfor af på andet ben og fløj hjem. Om aften måtte HC så endnu engang optimere LS4'eren :-)
De næste par dage blev jeg i området (ca. 100 km radius), da jeg stadig havde influenza i kroppen, samt ikke mindst skulle vænne mig til at flyve i helt blåt vejr. Selv med en højere "sky"base virker det lidt skræmmende første gang, man bare glider ud i det blå, selvom man ved at boblen jo skal være der.
300 km FAI trekant
Endelig var jeg igen frisk og klar til at flyve den tidligere planlagte 300km FAI-trekant. Faktisk var der ikke de store ben i selve turen, da jeg fløj pænt konservativt - efter at være tærsklet om - med en opgavehastighed på ca. 80 km/t. Grunden til den konservative flyvning skyldes primært andet vendepunkt, som lå væk fra beboede områder med gode udelandingsmuligheder, det var nemlig kun Ole i en DG808 og mig i LS4'eren, der fløj uden turbo i ryggen, faktisk var vendepunktet blot et sted, hvor jernbanen krydser en vej, og ellers var der absolut intet andet. Så efter at have vendt fløj jeg lidt den forkerte vej for at kunne følge en vej, hvor jeg i ny og næ kunne spotte en lastbil (just in case), inden jeg følte mig sikker på at kunne glide over Urana-"søen" over til et lidt mere befolkede områder.
I forbindelse med evt. udelandinger, så flyver alle obligatorisk med SPOT hernede, så det er nemmere for hjemhentningen af finde frem. Dette foregår ofte med et slæbefly, dog var der flere dage startforbud for fly fra marker pga. brandfaren. Endvidere er det god kutyme med lukkede sko samt at medbringe lange bukser pga. evt. slanger og edderkopper på marken (jeg har dog endnu ikke set nogle) og helt selvfølgelig ekstra vand. Det var ulideligt varmt, lige før koldfronten var der 46o i skyggen.
Solen og varmen er noget man skal være meget opmærksom på, jeg drak normalt ca. 5-6 liter vand om dagen, brugte solfaktor 50, havde "araber"-kasket på, løstsiddende trøje med lange ærmer samt endnu en bøllehat til at lægge over styrepinden, ellers blev den så varm, at jeg ikke kunne holde om den.
500 km vejr
I Corowa er det bedste vejr lige før en koldfront. Temperaturen for termik til 1.000 m steg fra 23,5o til 41,5o i løbet af en uge indtil koldtfronten genstartede hele processen, så jeg havde egentlig planlagt at træne på at få hastigheden op på nogle 300 km opgaver indtil den "store dag" lige før koldfronten, som var varslet om 3 dage. Men allerede dagen efter min 300 km, fik jeg at vide Ole, Ib & Jørgen som alle skulle flyve 1.000 km, at jeg bare havde at flyve min første 500 km over 3 VP. Når de nu skulle flyve deres 1.000km diplom + rekorder, så kunne jeg da nemt flyve 500km – mente de.
Vejret udviklede sig bedre end forventet, så der var cumuluser det meste af vejen, dog havde jeg meget svært ved at finde det ordentlige stig i boblerne med de ca. 40o krængning de fleste andre svævefly brugte. Ved senere gennemgang i SeeYou fremgår det også tydeligt, at jeg hurtigt ændrer stil til kurve-radiusser på under 140 m med 100 liter vand, dvs. en krængning på over 60o med 2G over ca. 6 timer, så kan jeg godt forstå, at jeg blev lidt fysisk træt i kroppen :-)
Alt i alt en rigtig god tur med ca. 85 km/t uden de store problemer, og under disse forhold tror jeg faktisk godt, at jeg kunne have fløjet yderligere 100-200 km i løbet af resten af dagen.
Den følgende dag (10. januar) var basen varslet til ca. 3.700 m, og så skulle jeg selvfølgelig også have min guld højdevending. Det var dog ikke helt nemt, da jeg i ren iver for at sikre tilstrækkelig højde-difference trak i udløser-håndtaget for tidligt og måtte smide vandet for derefter gå ned til en omstart. Anden start uden vand var noget turbulent, men jeg fandt en boble, som det af en eller anden grund lykkes mig at skrue mig ned i, så pludselig måtte jeg melde "downwind", hvorefter boblen selvfølgelig kom lige efter. Selvom det normalt er fy-fy, så afmeldte jeg medvinds-benet på radioen. Det var "kun" Ole Arndt som var i nærheden, og han viste jo godt hvad det gik ud på, og endelig fik jeg med megen møje kæmpet mig til tops i 3 forsøg.
Nu skal der flyves stærkt
Egentligt var mit primære mål med flyvningen i Australien, at få mere bevidsthed om valgene i løbet af min flyvning for at kunne optimere disse, og faktisk havde jeg ingen direkte ambitioner om hverken guld eller diamanter, da jeg tog herned. Men da jeg nu havde alt, hvad jeg kunne drømme om af diplomer i hus, kunne jeg fokusere på at få opgavehastigheden op. Så næste dag fulgte jeg Oles råd om bare at flyve rigtigt stærkt mellem boblerne, for boblerne skulle nok komme selv når man er lavt i blåt vejr - yeah, right Ole! Så det gjorde jeg! LS4'eren lå på ca. 190 km/t konstant, de andre dage havde jeg fedtet rundt med ca. 150 km/t. Det var sgu rigtigt sjovt, og jeg fandt faktisk boblerne og fik dem udnyttet i første forsøg. Iflg. SeeYou blev mit gennemsnitlige stig også ca. fordoblet i forhold til de tidligere dage. Så det blev til en deklareret opgave på 375 km med 108km/t :-]
Faktisk var jeg i næsten 4.200 m den dag, hvor jeg så kom til at tænke på PH's undervisning i MYB, at uden supplerende ilt i den højde er ca. "i hvert tilfælde ikke så meget" - så højden blev hurtigt gledet af til ca. 2.500 m.
Dokumentation
Vedr. resultaterne for alle flyvninger foretaget fra Svæveflyve Centeret i Corowa, så benyttes obligatorisk den australske udgave af Termik-Ligaen: det tysk-udviklede OLC. Det skal dog bemærkes, at hvis man studerer de daglige flyvninger, så beregnes resultaterne kun på baggrund af distance og flytype - hastigheden er helt underordnet. Samtidig regnes der ikke med faste vendepunkter, programmet regner selv den optimale distance over 6 ben ud inkl. alt - selv før man tærskler ud. Dette var lidt for "tyndt" til alle danskerne, så vi fløj KUN deklarerede opgaver med 1.000 m forskel mellem afgangs- og ankomsthøjde, ellers gælder flyvningerne jo heller ikke som diplomer eller rekorder!
Koldfront: blæsevejr og fridag
Den dag hvor koldfronten så endelig kom ind, var der på forsiden meget stærk vind på 50 - 65 km/t, så kun en 5-6 stykker var i luften, og jeg blev af HC opfordret til at blive på jorden pga. min mindre erfaring i flyslæb samt især vis det skulle blive nødvendigt at udelande. En opfordring jeg selvfølgelig accepterede, da det ofte kræver mere mod at sige fra, samt også fordi jeg simpelthen var træt, så det var helt ok med en fridag.
Næste dag kom koldfronten, og Ib Wienberg og Ole Arndt agerede lokale guider med sightseeing tur til Glenrowan med den lokale lovløse helt, Ned Kelly, samt det berømte danske bageri i Beechworth. En rigtig god dag, hvor der blev delt velvilligt ud af begge d'herrers erfaringer både hvad angår svæveflyvning men også Australien i det hele taget - jeg sværger, der ikke var et øjebliks tavshed hele dagen, og dette skriver jeg naturligvis i den allerbedste mening :-).
Det lakker mod enden
Mine sidste par dage i Corowa efter koldfronten var vejret ikke nær så fantastisk, men ok efter danske forhold, så det blev til yderligere et par gode sightseeing ture.
Generelt er der absolut ingen tvivl om, at der her i Australien er nogle helt fantastiske forhold, når en newbie som mig kan komme her og flyve sin første 500 km indenfor den første uge. Der er dog et par små ting som gør, at det ikke helt er de "laboratorie-forhold" jeg havde forestillet mig. Nemlig: der flyves i blåt vejr en stor del af tiden, og selv med en base på 1.700-2.800m skal man lige vende sig til de store afstande. Dernæst er termikken ikke koncentret i en enkelt primær-kerne, men består normalt af en 2-5 kerner indenfor en lille km radius, hvor det i Danmark normalt er et no-go at skifte kurve retning, så fandt jeg faktisk at det her virkede i ca. 80% af gangene - nok fordi den danske model med at skubbe cirkelen ikke er drastisk nok til de australske forhold?
Og meget værre: Så er der ekstremt store synk områder, ofte kommer man igennem 3-5 m/s synk i 5-10 km, og tro mig, jeg prøvede alt med 90gr drej etc., og så går det stærkt nedad på en højdemåler i fod. Af alle de lokale fik jeg forklaret recepten på at overleve synket: "flyv stærkt, flyv rigtigt stærkt igennem det"!
Og for jer der forhåbentligt er blevet lidt inspireret så kommer det uundgåelige spørgsmål: hvad koster det?
En sætning som jeg tidligere har hørt er, at: Årsagen til at det hedder Diamant-Diplomer er prisen. Det er ikke helt løgn, for jeg har helt præcist brugt 33.750 dkk på 12 dage i Corowa, dette plus en flybillet til Australien.
Af dette er ca. halvdelen af udgifterne til leje af flyet, ca. 25% går til flyslæb etc. og de sidste 25% bruges til motel, bil og mad. Så det er bestemt ikke billigt, men med ca. 40 flyvetimer så er det stadig billigere end tilsvarende A-timer på et motorfly i Danmark.
Om det er pengene værd? Jo, bestemt - så når jeg engang har sparet sammen til endnu en tur samt ikke mindst kan finde tiden til det, så er der jo stadig en 1.000 km, som endnu ikke er blevet fløjet :-)
Casper Fossing